Min far døde for over tredive år siden, men I de sidste mange måneder har han — ligesom da jeg var barn — siddet ved siden af mig og hjulpet mig med at genfortælle Odysséen, så børn får glæde af den. Han har mindet mig om, hvad det vil sige at fortælle for børn. Hans måde at fortælle på har fået mig til at indse noget indlysende, som vi måske allesammen har glemt: Læselyst bliver født af nærvær og modet til at fortælle rigtige historier, der gør ondt.

Hvis du ikke har læst Odysseen for nylig, så kan jeg fortælle, at det en historie med sex, drugs and rock n’ roll! Det er ikke for sarte sjæle og slet ikke for børn. Alligevel er den tit blevet genfortalt for børn, og ender så ofte som et krybbespil, hvor kun uhyrerne er tilbage, og al længslen, drifterne og hævngerrigheden er forduftet.

Nu har jeg prøvet at gøre noget andet, og undervejs har jeg opdaget, hvor min kærlighed til fortællinger og min læselyst egentlig stammer fra.

Den kommer et andet sted fra, end jeg troede.

Min fars Odyssé

For min far og mig var Odysséen en historie, vi havde sammen, mere end det var en historie, han fortalte mig. Vi dyrkede den kloge, udspekulerede og ikke helt ærlige helt, der måtte gå så meget igennem for at komme hjem til sin familie.

Jeg må have været omkring fem, da min far fortalte mig historien første gang, mundtligt i små bidder. Jeg elskede naturligvis især den med Kyklopen.

Vi havde også helt forskellige opfattelser af fortællingen. Jeg så en helt, der overvandt al modstand ved at bruge indersiden af hovedet. Han så måske en knækket mand, der prøvede at samle stumperne. En kompliceret mand, som han kunne spejle sig i. Min far var fortvivlet i perioder af sit liv, tror jeg. Præcis som Odysseus.

På den måde mødte jeg min første rigtige fortælling med lag, tvetydigheder og masser af plads til læseren. Det var også første gang jeg oplevede at holde med en lettere problematisk hovedperson.

Var det virkelig sandt, alt det Odysseus fortalte om sine eventyr? Var det nødvendigt at slå alle godt hundrede bejlere ihjel i et sejlende blodbad og henrette alle tjenestepigerne?

Odysséen blev på den måde noget, min far og jeg udvekslede. Måske begyndte det som et dannelsesprojekt fra min fars side, men jeg tror faktisk bare, at han syntes, at det var en god historie, som han gerne ville dele med mig. Han fik lov at mærke en femårigs umiddelbare begejstring. Glæden ved selve tanken om et enøjet, menneskeædende uhyre, der får stukket øjet ud!

Jeg fik lov at være tæt på min far.

Barndommens rejse i Odysséen er blandt de minder fra min barndom, hvor jeg følte mig tættest på min far. Jeg er overbevist om, at han havde det på samme måde, midt i det jeg allerede som lille opfattede som hans følelse af at være fortabt og strandet.

Det har jeg uden at vide det længtes tilbage til og ledt efter i alle de bøger, jeg har læst lige siden.

Det foruroligende, det man ikke bliver færdig med og ikke helt kan forstå.

Forsvundne fædre

Jeg har taget et meget lang tilløb til at turde genfortælle Odysséen for børn. Man skal jo være godt dum for at kaste sig over både den mest udødelige af alle udødelige klassikere og samtidig tage en ordentlig bid af hovedstolen og de oplevelser, hele mit forfatterskab kredser om.

Jeg ville tilbage til det landskab, min far og jeg havde sammen dengang. Det var lidt som at forsøge af finde garderobeskabet igen i C.S. Lewis’ Heksen, løven og garderobeskabet. De finder det, så vidt jeg husker, ikke i de efterfølgende bind, men kommer alligevel ind i den magiske verden igen ad andre veje.

For hvordan fortæller men den komplicerede, fortvivlede voksenfortælling for børn, uden at historien bliver anæmisk og uinteressant som et daggammelt fladbrød?

Ser man bort fra uhyrerne, stormene, skibbruddene, guderne og røverne, er Odysséen en fortælling om en mand, der har mistet alt og famlende og nærmest opgivende forsøger at genfortælle sig selv som menneske, mand og konge. Det er fristende og uakademisk at læse en moderne PTSD-diagnose ind i den ofte stortudende sagnhelt.

Jeg kan ikke genfortælle den historie på samme måde, som min far gjorde. Det var hans fortælling, og det var noget, der opstod imellem os.

Og det var hele pointen. Det var min fars geni.

Jeg måtte selv ombord i Odysseus’ tolv sorte skibe og se, hvor jeg endte. Undervejs opdagede jeg en ny vej ind i min barndoms fortælling.

Det er Odysseus, der fortæller Odysséen. Men hvad nu hvis det ikke var ham, men hans søn, der fortalte den?

Derhjemme venter sønnen Telemakos på en far, han aldrig har mødt. Hans far drager i krig, da han er spæd, og vender først tilbage mange år senere, da Telemakos selv er ved at være voksen.

I Odysséen drager Telemakos faktisk på Athenes opfordring ud for at lede efter sin far. Han når ikke længere end til kong Menelaos og dronning Helene i Sparta, før han vender om.

Men jeg lader ham drage videre og møde de uhyrer, hekse, konger, dronninger og guder, Odysseus har kæmpet imod. Han er i hælene på sin far, og han møder en temmelig utilfreds kyklop, troldkvinden Kirke, der er blevet single mom og så videre. Langsomt forandres billedet af hans far som den store helt, hvis kløgt og mod til sidst gav Troja nådesstødet.

Telemakos finder sin far. Det kan jeg afsløre unden at spoile for meget. Men hvem er den mand, han møder på stranden på Ogygia, Kalypsos ø?

Hvem er hans far?

Dette greb blev det garderobeskab, der igen gav mig adgang til barndommens landskab.

Det åbnede også perspektiver i Odysséen, som jeg aldrig havde tænkt over før.

Et gennemgående tema i Odysséen er gæstfrihed. Hvilken kaffe byder du uventede gæster? Bejlerne hjemme på Ithaka decideret voldgæster Odysseus’ familie, kyklopen æder sine gæster, og Kirke tryller dem om til svin.

Set gennem Telemakos’ øjne bliver et centralt tema i stedet familier i alle deres afskygninger. Kong Menelaos og dronning Helene har vundet krigen, men kan kun klare sig igennem dagen ved at tage en kraftig trylledrik, der får mennesker til at glemme alle sorger. De er junkies. Kirke er alenemor. Kyklopen er nærmest nøglebarn. Både mor og far har i hvert fald for travlt med andre ting til at tage sig af deres barn. Odysseus rejser Middelhavet tyndt og stifter nye familier med både Kirke og Kalypso.

Det bliver en fortælling om forsvundne fædre. Fortvivlede fædre.

En historie, jeg genkendte.

Hvilket barn kender ikke til familier, der er faldet fra hinanden, skruet mærkeligt sammen eller bare ikke er, som familier er flest. Nye mænd, fremmede mødre og nye søskende.

Ved at lade Odysseus blive set gennem Telemakos’ øjne kan han få lov at fremstå kompliceret og ikke bare være en superhelt i sandaler. Historien får lov at beholde noget af den nervøse, urovækkende nerve.

Odysseus kommer faktisk hjem til sidst. Og dét ender i et blodbad.

Litteratur man kan slå sig på

Vi læser for lidt, siger mange. Ministerier afsætter midler, spinatfuglene går rundt i bekymrede cirkler. Det er så stort et problem for samfundet, at trendy, unge mennesker læser demonstrativt i metroen, mens de holder tykke bøger frem for deres opspilede øjne i et stift greb.

Man må jo vise, at man er på den rigtige side i læsekrigen.

Børnene er naturligvis de allervigtigste. De skal læse, og for at få dem til at læse må vi ramme deres interesser så præcist som muligt. Vi må forstå deres verdener. Vi må segmentere, forstå deres generation. Vi er jo hjælpeløst bagud! Techgiganternes algoritmer forstår vores børn bedre, end vi selv gør.

Hverken børn eller voksne er tjent med, at børnelitteratur bliver set som noget, der skal designes til en særlig målgruppe, som om denne målgruppe er helt ude af kontakt med resten af verden og kun kan blive grebet af velkendte og nære. Som en helt anden race fra en helt anden planet.

Børnelitteraturen er allerbedst, allermest relevant og fantastisk, når den er en samtale eller et landskab med plads til både børn og voksne. Et sted, hvor man kan prøve følelser af. Hvor man kan få et blik ind i hidtil ukendte verdener.

Måske har vi fået noget lidt galt i halsen. Det er ikke de fjorten forskellige udgaver af Odysséen, jeg har stående i reolen, jeg elsker. Det er heller ikke at sidde i en krog og læse den for mig selv, selvom det er hyggeligt.

Jeg elsker, at min far fortalte mig en historie som var vild og underholdende og samtidig alt, alt for svær.

Sandheden er jo at alle de udødelige klassikere for børn, som vi alle sammen elsker, har netop det til fælles. De er grumme ud over det sædvanlige. Det værst tænkelige sker nådesløst, og det vrimler med tvetydige skikkelser.

Men værre endnu. De er forvirrende. Urovækkende.

Tænk på Pippi, der trods sit ukuelige gåpåmod, er en meget oplagt kandidat til indberetning til det sociale myndigheder, eller Lyra fra Det Gyldne Kompas, hvis forældre må været noget nær det mest usympatiske, litteraturen kan fremvise. De får Fagin til at fremstå som amatør. Glemte jeg at nævne, at Lyras bedste ven bliver slået ihjel i slutningen af bind et? Af hendes far.

Alle gode fortællinger handler om død og ulykke, svigt, skuffelse. Og om håb, forsoning og forvandling.

De handler om noget, der er alt, alt for svært.

Gensyn med læselysten

Jeg ledte ikke efter min far, da jeg begyndte at arbejde med Historien om Ingen, som min genfortælling af Odysséen hedder. Jeg fandt ham alligevel, på en øde strand i Ægæerhavet, selvom han døde i 1989.

Dér var det igen, det samvær som satte det hele igang. Som fik mig til at blive ved og ved og ved med at læse.

Hver gang jeg åbner en bog, er han med mig igen, min gamle, fortabte far, og vi er sammen igen. Jeg elsker det nærvær, vi havde, og den verden, vi skabte sammen.

Det indblik, jeg fik i ham og han i mig.

Efter arbejdet med at genfortælle Odysséen står to ting tilbage. Læselyst handler om at møde litteraturen sammen, og det skal være en litteratur, man kan slå sig på.

Alligevel sidder de der på bagsædet af bilen på vej hjem fra skiferien med ørepropper og skærm. Sikkert godt underholdt. Men uden for alting.

Hvis jeg skulle tillade mig at give et godt råd til alle de bekymrede forældre, der tænker, at TikTok-algoritmen nok forstår deres barn bedre, så er det blot dette: Tag ørepropperne ud, og fortæl noget, der betyder noget. Noget der gør lidt ondt. På dig. Dit barn er ikke lavet af glas. Måske opdager I noget, der er nyt for jer begge.

Min far fik en ganske solid læser ud af mig. Det var bare ikke hans projekt. Hans projekt var ikke læselyst, heller ikke med tryk på lyst.

Det var samvær.