DEN DAG SKIBET KOM

Kapitel 1

„Fortæl mig om far."

Telemakos hviskede ordene ind i væggen, men han vidste, at hun hørte efter, den gamle kvinde, der sad bag ham på sengen.

Udenfor rasede stormen. I dagevis havde bølgerne slået mod klipperne nede på stranden med fjerne brøl. Vinden rev i trækronerne og væltede træerne. Når stormen lagde sig, ville kun de stærkeste træer med de tykkeste stammer stå tilbage. De ville knejse over øen som konger. Den ubønhørlige blæst jog op gennem dalene, op ad bakkeskråningerne og bakketoppene, indtil den nåede huset. Den hamrede mod væggene, så egetræsbjælkerne knagede.

„Hvad skal jeg fortælle? Du kender jo alle historierne. Læg dig til at sove, Telemakos." Oldingen stoppede det tykke tæppe godt ned om ham og fjernede en lok fra hans kind med en kroget, blid finger.

Telemakos stirrede på knasterne i væggen. Fulgte de lange årer med øjnene. „Hvordan ser han ud?"

Den gamle kvinde aede ham på kinden. „Han ligner dig." Hun hed Eurykleia og havde passet Telemakos, siden han var helt lille. Hun havde holdt ham i sine arme, da hans far rejste. Hun havde spejdet efter de tolv sorte skibe, da de forsvandt ud på havet. Og hun havde siddet på hans sengekant og talt ham til ro hver eneste aften i hans liv.

Telemakos flyttede sig fra hendes hånd og lå lidt. „Han har skæg," sagde han.

„Han har brune øjne ligesom dig." Den gamle kvinde smilede. „Og han er nysgerrig. Og stædig. Ligesom dig."

„Jeg drømte om ham i nat. Han er stor, er han ikke?"

„Din far er klog. Den mest snu af alle Grækenlands konger."

„Men han er også stærk."

„Ja, det er han. Meget stærk."

„Mentor siger, at hans lår er lige så tykke som træstammer, og at hans overarme er senede og stærke som tovværk."

Den gamle kone lo. „Så tykke som træstammer? Det ved jeg nu ikke."

„Men han er stor."

„Ja, det er han."

„Hvorfor skulle han i krig?"

„Trojanerne bortførte kong Menelaos’ dronning. Alle Grækenlands konger sejlede af sted for at hente hende tilbage."

„Han har slået mange trojanere ihjel."

„Uden tvivl."

Telemakos lå lidt og kiggede ind i væggen. Eurykleia blev siddende på sengen bag ham.

„Hvor er han?" spurgte Telemakos.

„Han rider på bølgerne."

„Hvor længe kan han være om at komme hjem?" sagde Telemakos ind i væggen.

Stormen udenfor tog til i styrke. Det bragede og dundrede, og væggene knagede. Det lød som en rasende gud, der ville knuse huset og kaste Telemakos og den gamle kone og alle de andre i huset omkring som legetøjsdukker.

„Hvorfor er guderne vrede på ham? Hader de os?"

Den gamle kone sukkede og glattede tæppet. „Du må være tålmodig, Telemakos. Han vender tilbage. Han skal nok komme."

„Du tror, han er død. Ligesom alle de andre."

„Han kommer, Telemakos. Det lover jeg."

„Jeg drømte, at han stod foran en brændende by." Telemakos blev liggende med ryggen til den gamle kone og så ind i væggen, mens han talte. „Han havde et sværd i hånden, og det dryppede af blod. Byen brændte, høje tårne med forgyldte tinder sank i grus. Folk løb frem og tilbage foran ilden. Venner og fjender mellem hinanden. Men pludselig skiftede drømmen, flammerne blev til mure af vand, og han lå midt ude i havet. Han blev smidt rundt af bølgerne. Han klamrede sig til en knækket mast, mens stormen piskede vandet til skum. Han var helt alene."

„Det var bare en drøm."

Et kraftigt vindstød ramte huset som en kæmpe knytnæve. Det gav et sug i maven på Telemakos, og et øjeblik frygtede han, at stormen ville vinde, og at huset ville vælte som en vakkelvorn bræddehytte.

„Han er stærkere end Antinoos," sagde han.

Den gamle smilede til ham og strøg ham over kinden. Denne gang flyttede Telemakos sig ikke.

„Vist er han så."

Telemakos havde ikke fortalt hende om den anden del af sin drøm. Den del, han havde fundet på, efter at han var vågnet. Hvor hans far, Odysseus, virkelig var vendt hjem til Ithaka. Han havde slået dobbeltdørene op til den store sal, så lyset strømmede ind og blændede de søvndrukne mænd derinde.

Da de så ham stå der med sin bue i hånden og en pil trukket op til kinden, skreg de om nåde, skubbede hinanden væk for at være de første til at kaste sig for hans fødder og trygle om tilgivelse. Men i hans drøm viste Odysseus ingen nåde.

„Når han kommer hjem, så …"

„Læg dig til at sove, Telemakos." Den gamle rystede på hovedet og rejste sig for at gå. I døren vendte hun sig om.

„Du skal ikke gå ned i salen i aften. Mændene har været på jagt. De har fået for meget at drikke."

„De har altid fået for meget at drikke."

„Alting ordner sig," sagde den gamle og smilede til ham. Så lukkede hun døren bag sig.

Men Telemakos vidste, at hun løj. Hun troede ikke engang på det selv.