Fangeskibet
Fangeskibet er en episk fortælling om 11-årige Tom, der ender på et af Englands fangeskibe. Her må han sammen med vennen Horatio kæmper for at overleve i den brutale verden i skibets indre.
Året er 1816, Napoleonskrigene er lige slut, og hungersnøden hærger i England. Tom bliver sat på gaden af sin mor, da hun ikke længere kan forsørge ham. Tom og hans ven Horatio stjæler brød fra en bager for at overleve, men bliver fanget og sendt ud på et af de berygtede fangeskibe, hvor der sidder både børn og voksne. De to drenge får nye venner og fjender i skibets mørke indre, og snart bliver de stillet over for et umuligt dilemma: Hvor langt er de villige til at gå for at overleve?
Erik Barfoed trækker i Fangeskibet på de bøger, han selv læste som barn. Til langt over sengetid, begravet under dynen med en lommelygte: Dickens’ Oliver Twist, Kiplings Havets Helte og Jules Vernes To års ferie.
Alder: 10+
Kapitel 18
Man dør af det
Skikkelsen lå som en sort bylt foran dem på dækket.
Ingen kiggede på den.
Kaptajnen stod lænet op ad masten og var optaget af at rette på sine frakkeærmer.
Fangerne stod på rad og række og så ned i dækket.
På en forhøjning bag ham stod to små kanoner med løbene rettet ned mod fangerne. Ved siden af dem stod to soldater og svingede lunterne i store cirkler for at holde gløden varm. Gløderne tegnede orange cirkler i den kølige morgenskumring.
De var klar til at sætte lunterne til fænghullerne og lade kanonerne spy kæder og jernstumper ud over dækket og rydde det. Ved det mindste tegn på ballade.
Ingen rørte sig.
Solen hævede sig langsomt af havet og steg op over skibet. Tågen var lettet. Det var klart vejr.
Kaptajnen rettede sig op og stirrede ud over rækkerne af fanger. Fangevogterne havde flået lugerne op, lige inden solen stod op, og var marcheret ned i skibet i militærisk orden, seks mand ned gennem hver af de tre luger. To og to med geværerne ladt, og hanerne spændt.
De brød sig ikke om at bevæge sig ned i skibet, ned i den hule, forvitrede træstamme. De gennemførte det som en militær eksercits. Ingen skulle være i tvivl om, hvem der bestemte.
Så snart de var kommet ned ad lejderne, spredte de sig ud, så de dækkede gangene, og ingen kunne snige sig om bag dem.
De gennede hurtigt og effektivt fangerne op på dækket. Et puf i ryggen og et hurtigt slag med geværkolben. Mere skulle der ikke til. Så satte fangerne sig i bevægelse, langsomt og modvilligt som drøvtyggende køer.
"Tæl dem!" Kaptajnen lænede sig igen op ad masten og gav sig til at rette på sine ærmer.
Dækket var fyldt. Række efter række af grå og brune skikkelser og bøjede nakker. Rundt om dem stod fangevogterne i grupper på tre og fire.
Tom stod ved siden af Horatio og frøs. Kulden trængte ind i ærmegabene og op i buksebenene. Han ønskede, at han var tilbage i skibets fugtige indre. I læ, væk fra lyset.
Bare væk.
Han prøvede at se sig om uden at løftede hovedet. De stod presset sammen på dækket. Der var smækket skure og boder op på dækket, og en del af det var overdækket med et tag. Nogle steder var der bare hængt presenninger op for at skærme for regnen og blæsten. Men fangerne var marcheret op på hoveddækket, som ikke var overdækket.
Solen hævede sig langsomt op over dem, og de stod under den orange og lyserøde morgenhimmel.
De to drenge skævede ned mellem rækkerne og forsøgte at få et glimt af deres omgivelser. De kunne se ud over vandet til begge sider mellem de vakkelvorne skure på dækket.
"Tæl dem!" råbte kaptajnen igen. Han rettede sig op og stillede sig midt for det forreste geled.
Soldaterne gik ned gennem rækkerne og talte.
"Hvad laver de?" hviskede Tom til Horatio.
Horatio trak på skuldrene. "Aner det ikke."
Tom holdt øje med soldaterne, mens de gik ned gennem rækkerne. De sagde tallene højt for sig selv og fulgte med på fingrene. Når de var færdige, stak de hovederne sammen og sammenholdt hviskende de tal, de var nået frem til. Så begyndte de forfra. De gentog hele processen tre gange.
"Ved de ikke, hvor mange vi er?" hviskede Tom.
"Se!" sagde Horatio og nikkede forsigtig i retning af det åbne stykke mellem skurene. "Man kan se land."
Tom drejede forsigtigt hovedet en anelse. Nok til at han kunne se ud over vandet. Man kunne tydeligt se land i halvmørket. En mørk bræmme, der bugtede sig af sted mellem himmelen og vandet. Der var lys derinde. Måske en by.
"Jeg troede, at vi lå ude på vandet."
"Man kan svømme derind!" sagde Horatio. Han lød nærmest glad. Tom havde ikke hørt ham så ivrig, siden de havde ligget på lur uden for bageren i Gravesend.
"Hvor er vi?" hviskede Tom.
Horatio trak på skuldrene. "Tæt på land," tilføjede han så og smilede ned i dæksplankerne.
Soldaterne havde talt fangerne for tredje gang og sammenlignet resultatet. En af dem nikkede tilfreds og gik tilbage til kaptajnen og gav ham en diskret besked.
Kaptajnen nikkede.
Han bevægede sig langsomt hen til den livløse skikkelse, der lå på dækket.
Han prikkede til den med støvlesnuden.
Han rystede på hovedet.
“Femhundrede enogtyve.” Han sagde tallet langsomt. "Så mange er I nu." Han vendte sig om og så ud over forsamlingen.
"Gud og England," sagde han. "Det er for deres skyld, at vi er her."
Kaptajnen rettede på sin uniformsfrakke og stak kravatten på plads under reverset.
"Han ..." Kaptajnen skubbede til den livløse krop med foden. "... har vendt os ryggen. Han har vendt jer ryggen. Han har vendt Gud ryggen."
Han tog et stort skridt hen over liget og stillede sig foran det.
"Gud elsker jer. Hver en sølle barnemorder og falskmønter iblandt jer. Hver en irsk underløber og gemen tyveknægt."
"Det er Moses," sagde en af fangerne lavmælt.
"Den idiot."
"Shh!"
En uro løb gennem rækkerne som en vind. Kaptajnen lagde ikke mærke til det, eller måske valgte han at lade det passere.
"Han dér foretrak at dø frem for at sone sin forbrydelse. Han valgte den lette vej. Kujonens vej."
Igen gik der en næsten umærkelig sitren gennem rækkerne.
"Næste gang en af jer fjolser prøver at stikke af ... prøver at svømme i land og opdager, at man dør af det, før mine folk når at skyde en ... Mage til idiot ... Næste gang tager jeg en af jer med i købet. Han pegede med fingeren på fangerne én efter én. Ælle bælle mig fortælle ... to uger i hullet!"
Horatio puffede til Tom.
Tom reagerede ikke. Han var travlt optaget af at forstå, hvad kaptajnen mente. Hvilket hul?
Horatio puffede til Tom igen.
“Tror du, man kan svømme i land?” hviskede han. Han gjorde en bevægelse med hovedet i retning af rælingen.
Tom lod blikket vandre langs dækket, mellem fødder klædt i klude og udjokkede støvler, mellem ben og gevær ved fod, op ad sidedækket, over furede planker og ud over siden, ud i det fri.
"Man dør," sagde han fraværende. "Af kulde." Hans stemme var langt væk, som om det var en anden, der talte.
Man kunne tydeligt se land derinde nu. Bakker.
En by.
Et kirkespir.
Tom sænkede blikket.
"Dagsrationen er inddraget," sagde kaptajnen kort til en af fangevogterne og forsvandt fra dækket.
Denne gang gik der en højlydt mumlen gennem rækkerne.
Da kaptajnen var forsvundet, blev de fleste af fangerne sendt i bådene og roet ind til land for at arbejde. Resten blev sendt ned og flikke sko.
Lugerne blev åbnet, og de fanger, der var blevet tilbage, bevægede sig langsomt ned i skibets indre igen. De bøjede hovederne og lod den livløse skikkelse bag sig. Kanonererne holdt op med at svinge lunterne og lod dem hænge ned langs siden. Da de sidste fanger var på vej væk fra dækket, slukkede de dem.
Tom lod sig falde bagerst i køen.
"Til sommer," sagde Horatio, der gik ved siden af ham. "Til sommer kan man gøre det."
Tom hørte ikke efter. Han lod igen blikket vandre ud over rælingen til bakkerne og kirkespiret. Solen var på vej op bag fæstningsværket for enden af pynten. De grå mure lyste orange. Englands rød-hvide flag vajede over fæstningen.
Tom lod blikket glide ned til vandet. Han kunne skimte molerne og de udrangerede skibe, hvor værftsarbejderne engang havde boet. Inden de flyttede til de blå huse.
"Man kunne også bare springe i nu og tage chancen," sagde Horatio.
Tom var standset.
De blå huse lå stadig i skygge. De lave, ramponerede bygninger et mønster af gråblå nuancer.
Om lidt ville lyset nå dem.
"Der er jo ikke ret langt," sagde Horatio.
Om lidt ville lyset nå bygningerne, og han ville være sikker. Nej, han var allerede sikker, men han måtte se det. Han ville se det med egne øjne.
Alt det for ingenting.
Ingenting.
En fangevogter skubbede ham i ryggen med geværkolben. Han tog et par vaklende skridt fremad og standsede igen.
Lyset havde nået trækronerne på højdedraget bag byen.
Soldaten skubbede til ham igen.
En hånd greb fat i hans og trak i ham.
"Kom."
Tom blev stående. Lyset kravlede langsomt tættere og tættere på husene i mørket.
"Du kan ikke stå her," hviskede en stemme. Det var ikke Horatios, han var allerede forsvundet ned gennem lugen.
Tom så forvirret i retningen af stemmen. Grønne øjne. Stive lokker stak ud under en gråbrun hue.
"Kom."
Tom bakkede væk fra stemmen. Han ville væk fra dækket, ned i varmen igen. Han begyndte at gå tilbage i retning af lejderen, stødte ind i folk, alle gik den anden vej.
Han drejede hovedet af led for at få det sidste glimt af byen.
Han masede sig ned, snublede de sidste fire trin ned ad lejderen.
Alt det for ingenting.
Nogen greb ham, da han faldt.
Klik her for at se kapitlet, som det ser ud i bogen.
Fangeskibet er et oplag sted for generationer at mødes ... Forældre og bedsteforældres nostalgi over egen barndomslæsning er en af nøglerne til at forstå, hvorfor en del af den ældre børnelitteratur fortsat er populær. Til mange voksnes skuffelse fungerer mødet mellem en såkaldt udødelig klassiker og nutidsbarnet ikke altid optimalt, og hvad gør man så? En mulighed er at mødes om (op)læsningen af en bog som Fangeskibet, der skriver sig oven på traditionen, men samtidig bruger et nutidigt sprog og tempo. Derefter kan man genbesøge klassikerne.
Anna Karlskov Skyggebjerg, Weekendavisen (7.8.2020)
En forunderlig roman for store børn fra fattig-England i gamle dag. [En] godtepose af en grundig historie ... som foregår i en fjern tid og alligevel har et bud til os om menneskelighed, modstand og kærlighed i svøb. Den kalder på en fortsættelse.
Steffen Larsen, Politiken (11.8.2020)
’Fangeskibet’ er en vaskeægte og eventyrlig røverhistorie. Ikke sådan ment, at det er en løgnehistorie, men bare sådan en rigtig røver- og bandit historie med fuld kulør, saft, kraft og atmosfære. Erik Barfoed er vældig god til at få sin læser suget med ind i fortællingen, så man nærmest føler, at man er med hele vejen. Lugte og lyde siver ud mellem linjerne, fine stregtegninger af Peter Bay Alexandersen pryder siderne, og jeg er simpelthen bare vild med alt ved den her bog.
Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden.dk (17.8.2020)
... et eventyr med klassikerpotentiale (lystigt og smukt illustreret af altid vidunderlige Peter Bay Alexandersen) ... Det her er virkelig lækker børnelitteratur. Anbefales. Fra ca. 8-9 år (højtlæsning) og 10-11 år aom selvlæsning. Men. Læs den højt, selvom barnet kan selv. Alle vil være godt underholdt."
Kathrine Bach Pachniuk, @bibliotekat (24.8.2020)
Fangeskibet er en fantastisk læseoplevelse. Barfoeds roman er Merlots “Frændeløs” og Dickens “Oliver Twist” i moderne klæder, og det er helt sikkert bevidst. Men når man mestrer fortællingen som Barfoed og Peter Bay Alexandersen, der er med på illustrationer, så er det ingen sag at være så tydelig i inspirationskilderne. Tværtom. [...] Så hvis du mangler en bog til dit barn til den næste uge med typisk dansk sommervej, så kan jeg ubetinget anbefale denne. Den er oplagt til det store mellemtrinsbarn, men den har i sandhed også potentiale til at være en fælles oplevelse.
Mette Sofie Kirkedal, Bogoplevelsen (5.7.2020)
... minder læser om både Frændeløs og Oliver Twist. Uretfærdigheden og elendigheden er enorm, men sådan var det jo. Sproget og tempoet passer bedre til moderne børn end førnævnte klassikere, så hvis du er en af de voksne der elskede dem, så læs denne højt i stedet. Alt i alt, super spændende og dramatisk historie, god fra ca. 7-8 år og op. Og med virkelig smukke illustrationer af Peter Bay Alexandersen.
Julie Arndrup, boernebogcast
