Tom stak hovedet op gennem lugen og blev ramt af vinden og vandet, der føg sidelæns hen over havet. Skibets knagen og bragen under dæk blev erstattet af stormens hylen, da han kravlede ud af dets mørke indre og op på dækket. Pegasus lå på siden i de enorme bølger, og han klamrede sig til et gelænder for ikke at rutsje tværs over dækket, og krabbede sig op ad den lille trappe til agterdækket.

“Sir!” råbte han, da han kom op på agterdækket. Han lå på alle fire, og vandet dryppede af ham. Kaptajnen og rorgængerne så ham ikke. De stod med bøjede nakker og holdt ansigterne skråt væk fra vinden.

En brodsø slog ind over dækket og kvalte Toms råb. Han spyttede og virrede arrigt med hovedet, så vandet stod om ham som på en hund, der ryster sig. Han kom på benene og fik vejret. Han var gennemblødt, og det dryppede fra hans næsetip, håret var klistret til ansigtet.

Et øjeblik forsvandt alle lyde, og tiden gik i stå. Havets brølen og vindens uophørlige hylen og piben i riggen faldt i baggrunden og blev en svag susen, som ikke længere overdøvede alle tanker. Skibets bevægelser blev langsomme og mindre kvalmende, og vandet stod i luften som perler i det uendelige gråvejr. De ramte blidt hans kinder.

Tom smilede. De ville klare dette her, Becky og han. De ville ride stormen af og komme i land sammen. Langt fra England, hvor lortet gik en til knæene i de klamme rendestene, og man blev smidt i fængsel for et godt ord, eller hvert fald for at stjæle et brød.

Han vidste, hvad han skulle. Hans tid som blind passager på en fangetransport fra England til Australien var forbi efter over hundrede dage, hvor han havde gemt sig i lasten, rapset lidt mad hist og her, sovet i mørke hjørner bag kasser og sække, uden at nogen så ham. Kun Becky vidste, at han var der.

“Kaptajn!” Larmen og stormen vendte tilbage med et slag. Vinden. Bølgerne. Dråberne. Der slog mod ansigtet. Tom greb fat i et vant og trak sig nærmere kaptajnen.

“Kaptajn! Sir! De drukner!” råbte han.