Bræk
Bræk er en realistisk roman for unge om kriminalitet og flugt fra et liv som underdog. En bog med interessant stof til både diskussion og eftertanke.
Sjak vågner op på hospitalet med en bandage om hovedet og brækker sig ud over den betjent der udspørger ham om et væbnet røveri på tanken. I sengen ved siden af ligger offeret for overfaldet i koma. Hvad skete der egentlig den aften på tanken? Vil drengen ved siden af vågne op? Måske er det bedre at slå ham ihjel inden han når at afsløre for meget …
Der findes en litteraturvejledning til Bræk til undervisningsbrug i folkeskolens ældste klasser.
Blind og trofast bevægede han sig gennem byen uden at nogen så ham. Han var ikke en fugl, der svævede højt over byen, ikke et vildt dyr, men en hund, der strejfede under folks blikke uden at de ænsede ham. Hunde så verden nedefra. Folk tænkte ikke over hvad de så. De var ligeglade. Men hunde så menneskene gå på gaden og spise is. Så en familie gå side om side så de spærrede hele gågaden, fire mennesker på rad og række, far og mor og børn, så andre mennesker måtte presse sig op ad husmurene for ikke at blive trampet ihjel.
I virkeligheden så hunde dårligt, for dem var alting i sort/hvid. Og de var nærsynede, kunne kun se det der var lige foran dem. Til gengæld så de alt. De lå i folks stuer og gloede på dem mens de så tv. Selv den mest generte kvinde tog uden at skænke det en tanke tøjet af foran sin hund. Folk kneppede mens Trofast lå i sin kurv i hjørnet af soveværelset og så uinteresseret til. Folk gik på lokum for øjnene af deres hund.
Hunde så alt med deres nærsynede, farveløse blik. Ingen vidste hvad de tænkte. De var der bare.
Han havde engang hørt om en hund der åd sin familie. Måske var den blevet træt af at ligge og glo. Træt af at være så mæt. Folk troede at der var tale om et bestialsk mord da politiet fandt et ældre ægtepar i deres ødegård langt oppe i Sverige. Døde. Ædt. De havde glemt at fodre hunden, viste det sig. Den havde ikke fået mad i flere dage. Hvem fanden glemmer at fodre sin hund? De må have været demente. De gamle nisser havde bare ligget og snorket mens hunden blev mere og mere sulten. Når gamle mennesker sover, er de alligevel nærmest døde. De trækker næsten ikke vejret.
Da politiet kom, stak de hvide kranier frem. Øjenene var væk. Og ansigterne. De lignede noget fra en horrorfilm. Trofast lå på sin madmors mave og logrede og slikkede sig om munden.
- Hvem er du?
Da Sjak vågnede, vidste han ikke hvor han var. Han holdt øjnene lukkede for at holde ordene og lydene væk. Rungende skridt langt borte. Stemmer uden for rækkevidde. Hule ekkoer. Og tættere på en hæslig rallen, der steg og steg i styrke indtil den pludselig gav op og begyndte forfra med et suk. Den gurglende lyd blev ledsaget af en rolig, taktfast bippen.
- Hvem er du? Ordene kom igen.
Hold nu kæft med det lort.
Sjak kunne godt lide hunde. De var trofaste. Menneskets bedste ven. Haha. Han prøvede at finde tilbage til sin drøm, men hans hoved dunkede, som om det var fuld af svidende væsker, der ikke måtte blive rystet. Han kunne ikke overskue konsekvenserne hvis de skvulpede over. Hvis det hele fossede ud. Ordene hamrede mod kraniekassen og ville slå hul på ham. Hvem er du? Hvem er du hvem er du hvem er du hvem er du hvem er du? Hele tiden det samme. Kvalmen truede med at blande sig med de ætsende væsker i hans hoved.
Han åbnede øjnene.
En kvindelig politibetjent stod bøjet over ham. Hun stak ansigtet helt ned i hans.
- Hvem er du?
Sjak begyndte at svede. Han så på kvinden med opspilede øjne. Lad være med at tale så højt! havde han lyst til at skrige ind i hendes grimme ansigt. Hendes stemme var ved at få hans hjerneskal til at splintre som en æggeskal så alting væltede ud.
- Er du vågen? Kan du forstå hvad jeg siger?
Sjak nikkede. Et meget lille nik.
- Du blev efterladt foran skadestuen ved totiden i nat. Du havde hverken pung eller sygesikringskort på dig. Der var intet i dine lommer. Ikke engang en mobiltelefon. Vi aner ikke hvem du er. Du har fået et slag i hovedet med noget stort og tungt. Kan du huske hvad der skete?
Sjak stirrede på politikvinden. Den blå farve på hendes uniformsskjorte skar ham i øjnene.
- Hvor bor du? spurgte hun.
Bar hun ville lukke røven. Eller flytte hovedet lidt. Hun var så tæt på at han måtte skele for at se hende i øjnene. Kvalmen blev værre.
Da hun spurgte igen — hvem er du? — kastede han op på hende. Alting forlod ham. Han holdt op med at svede. Presset i hans hoved aftog. Han lod sig dumpe tilbage i sengen som en tom, slap sæk. Et øjeblik var alting klart og behageligt.
Betjenten skyndte sig småløbende og bandende væk og dukkede kort efter op med en sygeplejerske, der skiftede Sjaks sengetøj og tørrede brækket op. Et øjeblik lå han blottet i den blå natskjorte hospitalet havde givet ham på, og den kølige luft lagde sig over ham. Hans tæer og tynde ben stak ud for neden. De så hjælpeløse ud, meningsløse. Han havde på fornemmelsen at han ikke havde underbusker på, men han turde ikke mærke efter.
Så blev dynen igen lagt over ham som en beroligende skygge. Sygeplejersken gav sig til at hjælpe politikvinden med at nette sig lidt. Hun gnubbede på den plettede uniformsjakke med en professionel mine.
Sjak kom til at grine. Hun så latterlig ud. Som den latterlige betjent hun var. Bullseye! Og så var det ikke engang med vilje.
- Du har slet ikke noget at gøre her, sagde sygeplejersken og gav sig til at gnubbe på politikvindens bukser. - Det her er en intensivafdelingen. I skal lade ham være i fred. Han har fået hjernerystelse.
- Det tager bare et øjeblik, sagde betjenten. - Så skal jeg nok gå.
- Jeg kommer og smider dig ud om fem minutter.
Politikvinden nikkede. Da sygeplejersken var væk, lænede hun sig igen ind over Sjak — men denne gang holdt hun lidt større afstand.
- Har du det bedre? spurgte hun.
Kvalmen var mindre påtrængende. Han følte sig let. Han trak på skuldrene.
- Ved du hvor du er?
- På hospitalet? Hans stemme var tør. Ordene rev i svælget.
Kvinden nikkede. - Du blev efterladt foran skadestuen klokken cirka to. Du blødte voldsomt fra hovedet og havde blå mærker flere steder på kroppen. Kan du huske hvordan det er sket?
Sjak tog hånden op til hovedet. Hele kraniet var pakket ind i bandager. Det sortnede for hans øjne, verden blev fjern og hul, en tankstation funklede i mørket, slik flød ud over gulvet luk op for noget godt han løb frem mod kassen løb og skreg.
Hvorfor var han kommet til skade? Der måtte være gået noget galt. Han kunne ikke huske det. En ubehagelig sugende fornemmelse bredte sig i hans mave.
- Kan du fortælle os hvem du er? Hvad du hedder?
Sjak stirrede på betjenten uden at sige noget. Hun sukkede og støttede sig til sengehesten.
- Du var heldig. Hun fastholdt hans blik. - Du var ikke den eneste der blev bragt ind på skadestuen i går aftes, sagde hun og pegede på sengen ved siden af Sjaks. Han lå på en tosengsstue, og den hvæsende og gurglende lyd kom fra den anden seng. I den lå en ubevægelig skikkelse med en stor bandage om hovedet, der gik hele vejen ned om hagen. Ud af mund og næse hang slanger, og ved siden af sengen stod en respirator, der med sin stødte rallen og sagte bippen holdt patienten i live.
- Vi ved ikke hvem du er, eller hvad der er sket med dig, sagde betjenten. - Ham der har vi bedre styr på. Han blev fundet på tankstationen ude ved ringvejen. Nogen har banket ham sønder og sammen. Med et baseballbat eller et jernrør. Han er kun femten år gammel. Kender du ham? Han hedder Aslak.
Sjak stirrede på den livløse skikkelse. Labre larver knasede under hans fødder, drengens mund var sort og åben, hans angst ville sluge verden.
Sjak rystede på hovedet. Det gjorde ondt, og kvalmen kom igen.
- Havde du noget med det at gøre? Er du også blevet overfaldet? Kender I hinanden? Har I været oppe at slås?
Det gjaldt om at holde kæft. Det gjaldt altid om at holde kæft. Når man sad på inspektørens kontor og fik at vide at man havde gjort alting forkert. Igen. Truffet de forkerte beslutninger. Valgt en dårlig løsning. Valgt en løsning der slet ikke var en løsning, men en forbrydelse. Når ens mor igen måtte forlade frisørsalonen midt i en pageklipning og hente ham på skolen, og de gik derfra i tavshed fordi hans mor ikke turde spørge, og han holdt sin kæft fordi der ikke var noget at sige. Lige indtil hun ikke behøvede at hente ham på den skole længere, og de kunne begynde forfra på en ny. Verden er fuld af nye fucking skoler. Kom, Sjak, nu må vi se at få styr på dig. Nu lægger vi et program sammen og laver nogle aftaler. Hver gang holdt han sin kæft. Det gjorde ikke en skid forskel.
- Hvem er du? spurgte politikvinden træt, men i det samme kom sygeplejersken ind igen.
- Så må det være nok for nu. Han skal have ro. Du kan komme igen en anden gang.
- Fortæl mig hvem du er.
Sjak så hen på drengen i respiratoren. Bandagen om hans hoved lignede en kæmpe svamp. En støvbold. Sjak overvejede om alting også ville vælte ud af drengen hvis man masede støvbolden. Respiratoren ville pumpe ham tom så han hang i luften som fint, brunt støv.
- Nu skal du gå, sagde sygeplejersken. - Du må komme tilbage senere.
Politikvinden udstødte en utilfreds lyd og fandt et kort i en af sine mange, knitrende lommer. Hun lagde det på Sjaks natbord.
- Nå, indtil videre ved vi jo hvor vi har dig. Jeg hedder Berit Voigt. Ring til mig. Sygeplejersken førte hende håndfast væk fra Sjaks seng og ud på gangen.
Sjak ænsede ikke kortet, og da han vendte sig, gled det ned på gulvet. Han lagde sig med ryggen til drengen i respiratoren og trak dynen op over ørerne. Det hjalp ikke. Det hjalp heller ikke at lukke øjnene. Værelset sejlede bag øjenlågenes røde gardiner, og langsomt og ubønhørligt pumpede respiratoren værelset fuld af støvboldens brune pulver.
Stå ikke i vejen når hundene løber gennem byen. Når hundene løber i flok, skal man holde sig inden døre. Ellers må man selv tage konsekvenserne. Til daglig ser du dem ikke, du går forbi dem og skynder dig videre, men om natten — om natten ser du dem og ønsker at du kunne lukke øjnene og få dem til at forsvinde.
Men de går ikke væk. De holder øje med dig i mørket. Du har noget de vil have.
Det er en velkomponeret, heftig og tankevækkende roman fra forbryderbanens venteværelse.
***** – Steffen Larsen, Politiken
En historie som efterlader tanker, og som man bliver stærkt berørt af. Temaet er realistisk og teksten er både præcis og velskrevet. Romanen er oplagt som klasselæsning for folkeskolens ældste klasser og anbefales klart til ungdomsbiblioteket.
– Rikke Skuldbøl Jakobsen, Lektør
”Bræk” taler klart og stærkt til unge. På begge sider af lovens streg.
**** – Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske
… havde jeg været dansklærer i en 7.-, 8- eller 9.-klasse ville jeg meget kraftigt overveje at snuppe den med i pensummet, netop fordi den er så velskrevet, har humor og dialogerne er i et nutidigt og realistisk ungt sprog, som teenagerne kan genkende. Desuden er historien på ingen måder belærende eller med løftede pegefingre, så den ville også være oplagt som emne for en masse gode diskussioner i klassen.
****- Peter Kock Henrichsen, Kulturforunge.dk