August går i glemmebogen

Augusts bedste ven er forsvundet. Hans forældre har glemt at hente ham i fritidshjemmet, og hans taske og tøj hænger stadig i garderoben. Men selvom August og Omar leder efter ham overalt, er han ingen steder at finde.

Hvad sker der med de ting folk går og glemmer? Og når folk glemmer hinanden?
August og Omar begiver sig ud på et halsbrækkende eventyr for at redde deres ven ud af den gådefulde og uhyggelige verden bag Glemslens flod, hvor grådige madkassemonstre og cigarrygende kampkommoder nidkært vogter over glemte skatte, og hvor ingen slipper ud af Borteherskerens klør.

Spændende og underfundig oplæsningshistorie, man ikke lige glemmer …

Bogen udkom i 2005 og er også udkommet i Tyskland, Norge og Sydkorea.

Pressen skrev:

Pas på kampkommoderne
Anmeldelse af Steffen Larsen i Politiken

Allerfarligst er kampkommoderne, der klaprer med skuffer og hamrer med hængsler. Der er trykket på alle sindets tangenter i dette moderne eventyr, som sprudler af opfindsomhed og mærkbar fortælleglæde.

Blandt glemslinge, dræber-kommoder og dåseriddere
Anmeldelse af Henning Mørch Sørensen i Information

… ikke mindst takket være en levende og underfundig dialog – … på veloplagt bølgelængde med sin børnelæser.

Smag for det syrede
Anmeldelse i Troldspejlet på DR

Har man smag for det syrede og sjove, må man have fat i denne bog …

En sand gyser
Anmeldelse af Rikke G. F. Carlsson i Arbejderen

… nem at læse op til aftenens godnatgys og giver en oplagt snak om dem, man savner, det legetøj man har glemt og hvorfor man glemmer …

Panik på fritidshjemmet
Anmeldelse af Gitte Kjær Hansen på dotbot.dk

Det er en historie man ikke sådan lige kan ryste af sig. Tanken om at alle de personer og ting, som man i tidens løb har glemt, ender i et fremmed land og der frister en trist tilværelse er tankevækkende

De slog til inden ‘frugt’
Lektørudtalelsen

Det er en tankevækkende og godt fortalt bog, som sprudler af fantasi og fortælleglæde, og som med det sørgeligt aktuelle tema om travle forældre i en travl tid, som helt kan glemme deres egne børn, godt kan sætte en god snak i gang i de små hjem

En tarvelig lorteflod
Omtale af Stig W. Jørgensen i Ekkorummet

Der bliver leet højt og fjantet af madkassermonstrene når man læser bogen højt – men der bliver også gyst og grædt, harcelleret over uretfærdighed og reflekteret over tab, glemsel og sorg. Det er modigt – og det fungerer.

open